Midt i landet, nær ved vandet Smukt ligger det, ”Bondehuset” dernede ved Saxild Strand, og hvis vægge kunne tale, så havde det nok en historie eller to at fortælle. Nu må vi i stedet forlade os på de gamle gulnede papirer, der ligger på det lokale arkiv eller på de beretninger, der er kommet en for øre, når man har bevæget sig rundt i området. For det er ganske vist, det er en hus med sin helt egen historie.
”Bondehuset” ”Bondehuset” er, som navnet siger, et gammelt bondehus. Huset er bygget tilbage i 1880’erne, og det blev flyttet til den nuværende placering, Kystvejen 8, i år 1900. Mundtlige beretninger om huset er samstemmende, at det er udflyttet fra Saxild by, flyttet sten for sten, og at det engang var aftægtsbolig til Saxild Nygaard (Strandvejen 32). Nu er de mundtlige beretninger ikke altid den endegyldige sandhed, men når øvrigt materiale ikke findes, må man på bedste vis søge at understøtte med flest mulige faktuelle oplysninger. Realregistre, skøde/panteprotokoller, brandforsikringer og sognerådsprotokoller er blevet flittigt brugt, uden dog at finde husets sikre oprindelse. En forklaring kan være, at det i fordums tid var ganske normalt at nedbryde en ejendom og flytte den til en ny og bedre placering, uden at det nødvendigvis medførte det helt store papirarbejde. At flytte et helt bindingsværkshus var ikke usædvanligt. Man nedbrød ”tavlerne,” nummererede bjælkerne i træskelettet og flyttede hele herligheden til den nye placering, hvor alt igen kunne samles, og eventuelle nye fag kunne tilføjes. Et møjsommeligt arbejde men en økonomisk fornuftig måde at skaffe en bolig på. Og det er måske på netop den facon, det gamle bondehus er havnet på Kystvejen nr. 8
Om selve matriklen er gætteri og gisninger derimod unødvendige, for når matrikelnummeret begynder med ”1”, ja, så er matrikelnummersystemet så viseligt indrettet, at det altid er en henvisning til den oprindelige præstegårdsjord, og derfra kan puslespillet lægges via blandt andet realregistrene.
Forandringens tid
Indtil 1884 var strandområdet nordøst for området, hvor ”Bondehuset” blev placeret, fyldt med aktivitet. Her havde bymændene i Saxild et areal, hvor købmand Niels Jensen drev en blomstrende forretning med såvel import som eksport af forskellige varer. Ud stod skibene med korn og landbrugsvarer. Ind kom de med blandt andet tømmer og brædder fra Norge og Sverige og med kalk til det kalkbrænderi, som Niels Jensen havde ladet opføre ved stranden.
Da Odder – Aarhus banen blev indviet i 1884, flyttede Niels Jensen sine aktiviteter til Malling, hvor han ikke overraskende fik ry som byens ”matador.” Det betød nu ikke, at Saxilds udvikling gik i stå. Tværtimod. Det betød, at det var tid til nytænkning.
Et område er præget af de mennesker, der bor der
I Saxild og Nølev sogne har fællesskabet altid været en bærende kraft, når udfordringer er dukket op. Dygtige, initiativrige og visionære personligheder har altid formået at træde i karakter og dermed fået udviklingen vendt til gavn for hele området. Med landbrugets omlægning i slutningen af 1800-tallet var egnens landmænd blandt de første i landet, der etablerede et andelsmejeri, og snart blev også et forsamlingshus på andelsbasis en realitet ikke mindst takket være familien Simonsen på ”Kjældsdamsgaard,” der beredvilligt stillede jord til rådighed.
Da bønderne i Rude i 1895 besluttede at tilplante deres små strandlodder med nåletræer, var det også en tanke til inspiration for sognerådsformand Hans Simonsen, hvis gård, ”Kjældsdamsgaard,” i lighed med sognets andre bøndergårde, havde nogle små marklodder ned mod havet. Det var jord, som stort set lå øde hen. Så langt øjet rakte var området dækket af småkrat, enebærbuske og lyng enkelte steder dog afbrudt af en ensomt beliggende fiskerhytte.
Med en tilplantning af nåletræer ville lodderne kunne give lodsejerne en supplerende indtægt, eller hvis man tænkte lidt større, måske endda gøre området selvforsynende med træ. Hos Hans Simonsen var der sjældent langt fra tanke til handling, og sognet præst, Simon Ploug Rasmussen, var med på idéen. 13 parceller blev i 1898 udstykket fra Præsteembedets magre sandjord tæt ved havet, og Hans Simonsen stod parat som køber af et 28 tdr. land stort område, som han fik til ”billige penge”. Han fik alle byens grundejere med på idéen om tilplantning, og jorden stillede han kvit og frit til rådighed. Saxild Plantningsselskab blev oprettet, en fordelingsnøgle blev udarbejdet og at det, der engang var tænkt som ”hjælp til selvhjælp,” skulle udarte sig til et rent guldæg for lodsejerne, havde ingen forestille sig. Noget af den øvrige jord, præsteembedet havde udbudt til salg, var området syd for den gamle ladeplads, den jord hvorpå ”Bondehuset” i dag ligger. Det var et område, der vakte interesse hos en af byens unge karle, Morten Peder Sørensen. Der var dog ét problem: Morten Peder var ikke økonomisk myndig.
Far træder til
Morten Peder Sørensen så dagens lys den 21. juli 1875 i Saxild som søn af Vilhelm Sørensen og Christiane Pedersen, som ejede et mindre husmandssted i Saxild. I april måned 1899 købte ”far Vilhelm” matriklen ved stranden, og da sønnike i juli måned år 1900 kunne fejre sin 25 års fødselsdag, blev han økonomisk myndig. Den 13. august 1900 skrives i tingbogen ved matr. 1U: ”Skøde fra Vilhelm Sørensen til Morten Peder Sørensen.”
Morten Peder havde fået sin grund. Men hvor kom huset fra? Og hvornår stod det færdigt? Vi ved det ikke, men vi ved, at Morten Peder den 8. maj 1900 giftede sig med pigen Jensine Marie Jensen, en pige fra Falling, der tjente hos den lokale sognefoged Søren Frandsen. Og vi ved, at parret ved folketællingen i 1901 boede i huset sammen med Morten Peders søsters barn, som de havde i pleje. Om huset kan være flyttet dertil fra Saxild Nygaard, står stadig åbent, men udelukket er det ingenlunde.
Strandvejen 30, Saxild Nygaard, matrikel 13 A, Saxild
Nygårds historie er kendt tilbage til slutningen af 1700 tallet, og tiden omkring år 1900 er er fint belyst. Da gårdens ejer Jacob Olesen i 1883 solgte ejendommen til Jens Hansen og Ane Marie Simonsen, fulgte der betingelser med. Sammen med skødet blev der udfærdiget en aftægtskontrakt, hvor Jacob Olesen og hustruen Maren Jørgensdatter for livstid, af Jens Hansen, skulle sikres bolig, brænde og diverse fødevarer.
En aftægtsbolig bygges
Jacob Olesens krav til den nye bolig var tydelige: Den skulle opføres på en nærmere anvist plads på ejendommen, og den skulle bestå af 6 fag bindingsværk. Beboelsen skulle have stråtag, og den skulle være 15 alen lang, 11 alen dyb og have en højde fra gulv til loft af 3½ alen. Der skulle være bræddegulve og lofter, og der skulle være gulvdække i dagligstue og sovekammer. Der skulle tillige være skorsten og bageovn, samt det fornødne antal vinduer og døre. Huset skulle være malet inden døre, og det skulle stå klar til indflytning den 1. juni 1883. Alle krav blev opfyldt. Ifølge ejendommens brandforsikring blev der den 2. april 1883 tegnet en forsikring på det nye aftægtshus samt på en anden mindre bygning. For begge bygningers vedkommende er de noteret som beliggende i den vestlige del af grunden.
Den 10. oktober 1898 blev aftægtskontrakten ophævet, og begravelsesattester på Jacob og Maren blev fremvist i retten. Jens Hansen kunne nu frit disponere over sine besiddelser. Den 30. september 1899 fik han efter ansøgning foretaget en ny vurdering af ejendommen. Her blev aftægtshuset ikke medtaget og da det samtidig blev streget i forsikringspapirerne, lyder det ganske tilforladeligt, at det 16 år gamle hus i år 1900 kunne flyttes til matrikel 1 U ved Saxild Strand.
Strandvejen 32, et husmandssted, matrikel 37, Saxild
I mere end 20 år var Jacob Olesen og Ane Marie Simonsen nabo til Vilhelm Sørensen og fru Christiane, der i 1873 købte det husmandssted, der lå vest for Saxild Nygaard. Vilhelm Sørensen kom i slutningen af 1860’erne til Saxild, hvor parrets fem ældste børn, heriblandt Morten Peder Sørensen, kom til verden. Vilhelms liv var ikke uden udfordringer. Han blev i krigen i 1864 sammen med 200 andre soldater taget til fange ved Snoghøj, da de blev lokket i et baghold.
Efter krigen fik han fortjenstmedalje, men sognerådsprotokollen viser også et billede af mand, som havde det svært, og hvor økonomiske udfordringer kom og gik. I 1908 døde Vilhelm på sygehuset i Aarhus og Christiane arvede huset. I 1913 overtog datteren Karen Marie forpligtigelserne med en klausul om, at moderen for livstid kunne disponere over huset. Huset blev nedbrudt i 1940, da Strandvejen blev anlagt. En del af jorden blev eksproprieret, og den resterende del blev senere solgt til Saxild Nygaard og eksisterer ikke længere som en selvstændig matrikel.
Et hus og dets historie
Ingen drømte om, at den beskedne bolig, som Morten Peder Sørensen og Jensine i år 1900 som nygifte flyttede ind i, ad åre skulle blive en både hyggelig og velrenommeret restaurant. Vindomsust og ensomt lå den der, tæt ved havet og i udkanten af det nyligt tilplantede område med grantræer, svært at komme til, svært at komme fra.
For Jensine blev der rigeligt at gøre. Småfolk dukkede op! Der kom en, der kom to, der kom tre….. og da det halve dusin i 1909 var nået, var pladsen så trang, at Morten Peder afhændede huset og købte ejendommen Treskov, hvor det halve dusin i løbet af få år blev til et helt.
Huset ved stranden blev solgt til fisker Jørgen Sørensen Vestergaard, der blot havde det i nogle få måneder, før det blev solgt videre til Christian Albert Israelsen, som udlejede det til Hans og Ane Marie Israelsen, der ernærede sig ved forskelligt forefaldende arbejde. Ane Marie og den ældste datter syede, en logerende strikkede, og det må formodes at Hans, der i årene ved stranden brugte titlen ”agent,” tog fra egn til egn for at sælge de forskellige håndarbejder.
Et samfund i forandring
Omkring det lille hus ved stranden voksede granerne op. Rundt om i samfundet var man begyndt at tale om den gavnlige virkning af sol, lys og havbade mod alverdens dårligdom, og i løbet af et par årtier skød sommerbolig efter sommerbolig op langs kysten. For få penge erhvervede Odders bedre borgerskab sig de grunde de ønskede. Der var ingen udstykningsregler. Man byggede, hvor man lystede, og man nød det frie liv og hinandens selskab. Man gik ture på stranden og badede iført tækkelige badedragter.
Da bagermester Kristian Pedersen i 1906 byggede det mondæne ”Saxild Badehotel,” blev Saxild Strand kendt viden om. Spiren var lagt til noget af det, der i dag skæpper ganske godt i kommunekassen, nemlig turismen.
Den megen aktivitet fik også betydning for de mennesker, der bosatte sig i det lille bindingsværkshus ved stranden, de var for størstepartens vedkommende småkårsfolk, og selvom pladsen i huset var trang, rykkede man sammen og udlejede om sommeren et værelse eller to til sommerturister.
Fra bondehus til kaffehus
I 1935 begyndte endnu en ny epoke i huset ved stranden. Husets ejer, arbejdsmand Niels Peter Knudsen Mikkelsen, døde i juni måned blot 51 år gammel. Niels Peters enke, Sørine Marie afhændede få uger senere huset til gårdejer Niels Øvlisen, Saxild, gårdejer Søren Arentoft, Kysing, og mejeribestyrer på Kjældsdam i Saxild, Niels Marius Nielsen. Huset skiftede ved den lejlighed navn fra ”Granly” til ”Bondehuset.” For trekløveret var tanken, at huset skulle udlejes, og at der skulle være et mindre provenu til deling. Anskaffelsessummen var kr. 4.050, 00, og af ejernes forhandlingsprotokol fremgår det, at de var enige om, at der på ingen måde måtte drives nogen form for virksomhed i huset, der kunne blive konkurrerende for en kiosk, der var beliggende ved stranden, en servitut der blev tinglyst, således kiosken også i fremtidige handelssituationer var sikret. Indtil 1940 var lejemålene korte, men i 1940 flyttede ægteparret Magnus og Ellen Rasmussen med deres to børn Birgit og Poul ind i huset.
Magnus søgte i slutningen af april 1940 sognerådet om en konditorbevilling uden udskænkning af stærke drikke, men sognerådet afslog ansøgningen under henvisning til landets situation (Danmarks besættelse). Året efter sendte han en ny ansøgning om konditorbevilling samt om tilladelse til at sælge kaffe, te, chokolade og lignende fra matriklen, og igen blev ansøgningen afslået af sognerådet. Tredje gang var lykkens gang.
I september 1945 modtog sognerådet en ansøgning fra fru Ellen Rasmussen, og denne gange gik tilladelsen igennem dog med bemærkning om, at der kun måtte holdes åbent i perioden 1. april til 30. september. Krigen til trods, var der fortsat sommergæster ved stranden. For den almindelige lønmodtager var strandlivet begrænset til små og korte besøg, men i 1938 fik vi i Danmark vores første ferielov, og nu fik både arbejdere og funktionærer ret til 9 dages ferie med fuld kompensation, hvis man havde været fuldt beskæftiget i året forud. Sikke en luksus. Alle havde nu mulighed for sammenhængende ferie, og på den tidligere værdiløse udmarksjord skød utallige mere eller mindre primitive sommerhuse op. Derfor var en konditorbevilling af stor betydning for familien, der nu fik en supplerende indtægtskilde til far Magnus’ løn.
På trods af, at flere småfolk var kommet til, udlejede familien værelser til sommergæster, og at Dannebrog skulle hejses også under krigen var for fru Ellen vigtigt. Dette faldt ikke i de tyske soldaters smag, og Ellen blev beordret til at tage flaget ned. Det huede hende ikke, så da hun mente, at soldaterne var ude af syne, strøg det igen til top. Hun havde gjort regning uden vært. Da soldaterne vendte retur, var det med hævede maskingeværer, hvilket fik fru Ellen til at parere ordre!
sommeren 1947 købte Magnus og Ellen den bolig, de hidtil havde lejet af Niels Øvlisen, Søren Arentoft og mejeribestyrer Nielsen. Magnus havde stadig sit arbejde som brøndgraver at passe, men i Bondehuset kom flere og flere aktiviteter. En lille minigolfbane, der kunne pakkes væk om vinteren, blev anlagt i haven; man havde pensionærer, og om sommeren, når byfolkene havde behov for feriebolig, sol og saltvand, flyttede ægteparret med alle deres børn ud i haven, hvor de boede i telt, medens deres senge var udlejede. Fru Ellen havde sit at se til, der var altid mange munde at mætte, mange kartofler at skrælle og megen mad at lave. I 1954 afhændede ægteparret Bondehuset og købte ejendommen ”Skalborg” i Nølev (Skalborgvej 104). Her blev 500 høns fru Ellens stolthed, og Magnus, der ud over 7 tdr. land jord havde 6 køer og et par heste at passe, fortsatte sit udearbejde og supplerede tillige indtægterne ved at køre både dag– og natrenovation samt mælkekontrol for Andelsmejeriet Kjældsdam. Et flittigt menneske hvis hjerte de sidste år af livet voldte ham mange problemer. I 1959 holdt familien sølvbryllup. Et halvt år senere døde Magnus Rasmussen blot 59 år gammel under en tragisk brand, hvor Skalborg brændte ned til grunden. I kampen for at slukke ilden og redde familiens dyr sank Magnus Rasmussen sammen, belastningen blev for stor, hans liv stod ikke at redde. Fru Ellen flyttede siden til Odder, hvor de yngste børn voksede op.
Bondehuset og dets ejere
Med Magnus og Ellen Rasmussen var en epoke slut, men nye ejere kom til, og hver på sin vis sætte de deres præg på det gamle hus. Nogle ejere blev længe, nogle vendte næsten i døren. Ikke alt gik lige godt. Fra 1954 og de næste ca. 15 år blev Bondehuset kyndigt drevet af restauratør og taxavognmand Oluf Laursen og hustruen Ingeborg.
Den 25. februar 1954 ansøgte Oluf Laursen det ærede sogneråd om bevilling til at drive beværtning med udskænkning af stærke drikke i Bondehuset. Det gik for ham noget nemmere, end da Magnus i 1940’erne forgæves søgte sine tilladelser til at drive kaffehus. Bevillingen blev givet, og op gennem 1950’erne og 60’erne var Bondehuset et af de mest eftertragtede traktørsteder ved stranden. Her kom mor og far og børn til søndagskaffe med boller og lagkage, her mødtes de unge mennesker til en sodavand eller en kop chokolade, her blev der holdt ålegilder, og her mødtes byens mænd til en omgang præmiewhist. Området summede af liv.
Også Sørens morfar, Georg Elgaard, trådte til; som tidligere bagermester i Aarhus gennem en menneskealder, var husets hjemmebagte brød i trygge hænder hos ham. I 1981 besøgte Aarhus Stiftstidendes madskribent Birgit Balslev Restaurant Bondehuset, og roserne var store: Lækkert kød, frydefuld sovs frisk grønt og en dessert, så man hørte englene synge. Superlativer var der mange af, og som skribenten skrev: ”Vel hedder restauranten Bondehuset, men bordets glæder er bestemt ikke de sædvanlige fra det danske bondekøkken.” Sikke en reklame!
I 1983 skød endnu en lille bygning op ved Bondehuset. Med sans for stedets karakter og de forretningsmæssige muligheder blev Saxild strand beriget med ”Vaffelhuset,” et lille udendørs traktørsted med salg af is, burgere og fadøl, der fra begyndelsen tiltrak strandgæster fra nær og fjern. Det dygtig restauratørpar havde tænkt klogt! ”Vaffelhuset” blev en gevinst for hele området.
I de ti år Søren og Anette ejede Bondehuset, voksede omsætningen markant, og da de i 1985 afstod huset til Leif Laursen, var det ikke af økonomiske årsager men nye udfordringer, der trak, da Søren Elgaard blev ansat på Aarhus tekniske skole.
Glimt fra en svunden tid
At drive en restaurant, der er dybt afhængig af sol, sommer og turisme, kan være svært, og for rigtig mange ejeres vedkommende, har de haft lønarbejde ved siden af. Det har betydet lange og næsten umenneskelige arbejdstider, og det har tæret hårdt på mange af de ildsjæle, der gik ind i restaurationsbranchen med store drømme om det gamle hus ved havet, når de måtte kaste håndklædet i ringen. Leif Laursen afhændede i 1986 til Elin og Karsten Denker, som i 1992 afhændede til Andrea Reimar og Børge Bjerre, som i 1995 afhændede til Lillian Nielsen. Hver især satte de deres præg på det gamle hus.
Træd min gæst i stuen ind
I 1999 forlod Lise og Kasper Madsen Samsø. En familieforøgelse var i vente, og parret havde brug for at geare ned efter travle år på det gamle Flinchs Hotel i Tranebjerg. Kasper fik arbejde på Ry Parkhotel, han fik fast arbejdstid, og der blev købt hus. Det kunne ikke blive bedre. – Eller kunne det? En tilfældig hurtig tur til købmanden ved Saxild Strand en lun sommerdag i år 2000 blev skelsættende.
En fyldt parkeringsplads. kø ved ishuset. Sol, sand, strand og vand. Et mylder af mennesker. Sikke et liv! Tilfældighederne spil, måske…. men få dage efter fik Kasper spørgsmålet: ”Var det ikke noget med en restaurant igen?” Svaret kom prompte: ”Så skulle det være Bondehuset.”
Og det blev det. Bondehuset var sat til salg, og Lise og Kasper hoppede endnu engang ud i det selvstændige restaurationsliv. Deres nyindkøbte hus blev solgt, og sammen med deres nyfødte søn flyttede de ind i de små værelser på første salen i Bondehuset, hvor vinden den første vinter stod ind af vinduer og døre, men hvor man alligevel fornemmede, at det her sted, det var noget særligt.
Fast arbejdstid er igen noget, Kasper og Lise kun drømmer om, men til forskel fra det hektiske liv på Samsø, er der ved Saxild Strand rolige morgener og stille vintre. Bondehuset er primært en sommerrestaurant med masser af aktivitet i perioden 1. april til 30. september, og har kun åbent efter behov i de mørke vintermåneder, hvor huset til gengæld males og vedligeholdes, og hvor der lades op til nye hektiske sommermåneder. Med Kasper og Lise ved roret har det gamle Bondehus fået det godt og trygt. Foreløbig har huset og ejerne holdt hinanden ud i godt 16 år, det længste ejerforhold i husets historie, og der er noget der tyder på, at de har besluttet sig for, at sådan må det godt fortsætte. Det er vi glade for her i Saxild. Meget er sket siden Vilhelm Sørensen på sønnen Morten Peders vegne satte sin underskrift på køb af et stykke af præstegårdens udmarksjord ved stranden. Sten på sten blev flyttet fra et hus med en helt anden historie til grunden ved Saxild Strand. En ny historie begyndte, og sammen med de sten husets øvrige ejere hver for sig føjede til, kom de til at udgøre det historiske puslespil, der blev Bondehusets. Et puslespil det har været muligt at lægge, fordi vi i Saxild og omegn passer godt på den lokale historie.